Oracle Danmark: Det lille seks-måneders intermezzo med van den Lederhosen fra Belgien


En lille, sjov tillægshistorie til hele min lange historie om de forskellige direktører i Oracle Danmark: Da Bondemanden blev fyret, og vi ventede på hans efterfølger, havde vi i et halvt års tid en belgisk stedfortræder. Han hed et eller andet med “van den” og så noget jeg ikke kan huske, men jeg døbte ham ret hurtigt van den Lederhosen, og det syntes folk egentlig passede meget godt. 


Han kom drønende op til Danmark fra Belgien i sin meget store BMW, og han var skide sur fra start til slut. Han medbragte verdens største regneark, eller måske snarere alle regnearks moder. I det regneark havde han samlet nøgletal i lange baner for alle lande i Europa,  Mellemøsten og Afrika, der havde et Oracle-kontor. Det var alle mulige oplysninger om omsætning og omsætning per medarbejder og alt m uligt andet. 


Udfra dette giga gigantregneark forsøgte han hele tiden at regne ud, hvad man skulle gøre, og finde den magiske formel for lykke og fremgang, hvilket naturligvis aldrig nogensinde lykkedes for ham. Han skældte ofte ud, og det kan man måske godt forstå, for Oraclei Danmark havde jo f.eks. brugt hele sit marketingsbudget, som jeg fortalte i en tidligere historie, og var i det hele taget i en skidt forfatning.  


Han blev aldrig populær, men han havde et par observationer, som jeg trods alt syntes var ret sjove. Den ene af dem var, at man jo kun behøver en bærbar computer og en mobiltelefon nu om dage, og ikke en stor, stationær pc under skrivebordet og en fastnettelefon på samme skrivebord. Da jeg i 1997 fik lov til at starte en helt ny afdeling i Oracle under Oracle Support, der blev kaldt premium services, udnyttede jeg dette til at være den første afdeling i Danmark, hvor folkene kun havde mobiltelefoner og en laptop. Det fungerede rigtig godt.  


Nå, men stemningen var lidt trist mens van den Lederhosen var i landet, og jeg tror det var i et halvt års tid. For at lette lidt på stemningen sendte jeg en dag for sjov en, selvfølgelig slet ikke officiel, ansøgning til ledelsen om at blive den nye direktør efter Benny. Jeg lovede at alle ville blive forfremmet og få lønforhøjelser og få fuld løn selvom de ikke nåede deres salgsmål og alt mulig andet. Jeg lovede også, at vi ville stoppe alle udadvendte aktiviteter, og det regnede jeg med at vi havde penge til at kunne køre videre med i cirka et halvt til et helt års tid. I den tid ville jeg sørge for, at der var mørk rom i colaautomaten i køkkenet og lys rom i colalight-hanen. Jeg lovede også alt muligt andet, og jeg fik mange begejstrede tilbagemeldinger. Benny skrev blandt andet til mig, at det var den slags ting der gjorde at han ville savne Oracle Danmark. Nå, men også tiden med van den Lederhosen fik en ende – ingen kan stoppe tiden, heldigvis. Og så fik vi Bondemanden...




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Erindringer: Padborg, Rødovre, Albertslund og andre bo-steder

Erindringer: Miracle

Da jeg åbnede en bar på et hotel i Paris.