I 1991 var Oracle i den grad på røven. Det var blevet afsløret at de snød med regnskaberne, det vil sige de forudkonterede indtægter.
Aktien ramte et lavpunkt på 4,71. Jeg startede nemlig i Oracle i 1990, så det her var noget af en gang kold vand i hovedet for en ung, uskyldig og enfoldig mand. Chefen Larry Ellison blev reddet fra at blive opkøbt af Microsoft – og det har jeg faktisk fortalt lidt om i en anden klumme for meget lang tid siden – ved at gå i ledtog med en stor japansk biks. Denne store, japanske biks lavet en såkaldt hvid knægt, dvs. det der hedder en White Night på engelsk på 100 millioner dollars, og sikrede dermed, at Oracle ikke kunne blive udsat for en fjendtlig overtagelse.
Men intet i denne verden er gratis, ikke engang en mors kærlighed, som professor Hans Keiting sagde på det første foredrag han holdt for os unge stud polit'er i faget mikroøkonomi: Japanerne insisterede på, at de for evigt skulle udgøre en separat region i Oracle-imperiet. Så derfor har man stadigvæk i Oracle en EMEA-region en Asia Pacific-region og en Japan-region.
Nå, Larry tog til Japan for at sige tak, og blev dybt fascineret af deres måde at tænke på. Måske mest den variation af japansk tankegang, der handler om død, drab, gengældelse, alt muligt mærkeligt, også kendt som krigerhalløj. Han kom tilbage til Californien og indrettet straks en japansk have, komplet med en helvedes masse sten, nogle eksotiske planter og nogle vandløb der lifligt rislede.
Og så tog han to læresætninger med sig:
Den første var, at konkurrenter er mennesker der stjæler ris ud af munden på vores børn!
Den anden var, at partnere og partnerskaber er udtryk for, at man er svag, fordi man har jo så har brug for partnerskab og partnere. Derudover er partnere bare nogen, der stjæler fem til 10 % af vores indtægter.
Det første princip må man jo sige, at Larry tog til sig. Han brugte virkeligt mange ufine metoder for at komme sine konkurrenter til livs. Jeg kan sagtens huske de meget meget useriøse og meget, meget massive reklamekampagner han kørte mod Sybase og andre, indtil de forsvandt fra markedet, selvom de måske var bedre på det tidspunkt, eller bare på nogle områder.
Det andet punkt, det med partnere, der bare var et tegn på svaghed, det gennemsyrede hele den globale organisation. Selv i Danmark oplevede jeg i de ti år jeg var der, at skiftende direktører altid talte lidt ned om partnere, undtagen når det var formålstjenligt at tale det op, hvilket det altid var ved starten af et nyt finansår, hvor der skulle lægges store planer for indtjeningen, eftersom partnerne stod for virkelig meget af omsætningen i mange lande - jeg kunne f.eks. nævne en dansk biks, der lavede nogle regnskabsprogrammer, der senere blev købt af Microsoft.
Så man var jo tvunget til at tale pænt om partnerne ved skåltalerne, men man prøvede også af alt magt at lave konkurrerende produkter på de områder, hvor man syntes at partnerne tjente lidt for meget. Et godt eksempel er det tyske softwareprodukt SAP, der jo fra starten loyalt kørte på Oracle databaser. Så begyndte Larry Ellison at lave et konkurrerende produkt, som på det tidspunkt hed Oracle Applications, og som nu om dage hedder E Business Suiten, og samtidig svinede han SAP godt og grundigt til ved en hver eneste givne lejlighed.
Det førte naturligt nok til, at SAP prøvede at finde ud af, hvordan de kunne blive uafhængige af Oracle. På det tidspunkt kørte 80 % af alle SAP-installationer Oracle, og Oracle's tilsvarende produkt var så meget dårligere og så meget mere skørt, at ingen gad at købe det. Det er en helt anden, og ret morsom, historie.
Jeg skriver alt dette af en grund. Den amerikanske præsident, og sikkert også nogle af hans tilhængere, anser kompagniskaber, partnerskaber og deslige som svaghed og som noget der bare skal dø. Så alle de lande og organisationer, der har gode og langvarig samarbejdsrelationer, netværk og samarbejdsaftaler om at være stærke sammen, og så videre (NAFTA, EU, NATO), de kan nu bare glemme det.
For den amerikanske præsident findes der kun én regel i junglen: den stærkes ret. Man kan sige, at han, snarere end at opfatte livet som en øvelse i at finde gode samarbejdspartnere og allierede og dermed klare sig bedre end andre, opfatter livet som at leve iblandt en flok hyæner. Og dér er det kun den stærke der overlever. Og den rigtigt snedige spytslikker, måske.
Det er dejligt, at man kan finde ud af den slags ting. For så kan man jo få Trump til alt muligt. Det ved russerne og deres efterretningstjenester, for de har spillet hans melodi og narret ham til alle mulige landsforræderting siden han i 70’erne blev gift med en østeuropæer og begyndte at hænge ud i Moskva i tide og utide. Måske han også fik en white knight-gave på 100 millioner dollars og lovede, at Rusland skulle få lov at være i fred?
Det var derfor også ekstra smukt at se en lettere forvirret Larry stå sammen med Sam Altmann og et par andre i det ovale værelse med en storsmilende Donald Trump.
Kommentarer
Send en kommentar