Erindringer: Henrik
Henrik – en bror, en bilentusiast, en livsglad sjæl
Min lillebror Henrik Langball Nørgaard blev født den 9. oktober 1964. Vi var ofte uvenner som børn. Jeg tror faktisk, vi var skide irriterende – vi sad tit og skændtes. Henrik kunne blive meget hidsig, og det forstår jeg egentlig godt. Jeg har sikkert været en pisse irriterende storebror.
En gang, da han stadig var lille, tog han en trælastbil – af betragtelig størrelse – der stod på spisebordet i køkkenet og smadrede den ned i min fine tallerken. Det var en af dem fra det stel, min far havde arvet. Havregrød og porcelæn flød ud over det hele. Jeg har nok tirret ham. Han sparkede også hul i min dør og hamrede døren op i hjørnet af mit skrivebord, så jeg kunne se lige igennem den. Jeg dækkede hullerne med klistermærker af pindsvin og lignende.
Henrik var født med et talehandicap. En af naboerne – en Basballe fra Hornslet, hvor vores bedsteforældre boede – kunne finde på at drille Henrik og sige, at han "talte tysk", når han forsøgte at udtrykke sig. Ofte var jeg den eneste, der kunne forstå ham, og det har sikkert bidraget til hans frustrationer.
Min mor arbejdede på Gytter Vængs Fødeklinik og brugte sin kontakt til en overlæge til at få Henrik ind på Statens Taleinstitut – måske lidt før tid. Han blev hentet hver morgen af en minibus med den elskede chauffør Egon og kørt til Hellerup. Det var fantastisk. Efter nogle år kunne han både læse og tale rent. Det var reelt et mirakel.
Jeg blev så harm over at høre om de dårlige fysiske forhold på instituttet, at jeg som 3.- eller 4.-klasses elev skrev til ministeren og klagede. Jeg fik svar – først fra én minister, der henviste til den rette – og jeg håber stadig, at der blev gjort noget.
Biler, SAS og en brudt drøm
Henrik begyndte i 6. klasse på Bordings Friskole. Jeg gik allerede i Realskolen. Han fik sin eksamen og kom på teknisk skole for at blive mekaniker. Henrik var bilnørd fra barnsben. Han sad altid på bagsædet og kørte med, enten med et legetøjsrat eller blot en pind. Han læste alle bilblade og kendte alle modeller udenad.
Han fik læreplads hos SAS – et drømmested for en mekaniker. I lufthavnen var der alle slags køretøjer. Han blev lastvognsmekaniker og fik i afskedsgave en stor boremaskine, som jeg senere brugte i en prank hos Oracle.
Desværre slugte han en dag noget benzin, og det udløste en allergisk reaktion eller lignende. Han kunne ikke længere arbejde med benzindampe. Det satte en stopper for hans drømmejob – noget han tog uden et kny.
Han arbejdede derefter i flere år som lavtlønnet hjælpelærer på Charlotteskolen på Nørrebro, en skole for børn med alvorlig ADHD. Han elskede det job og var god til at finde glæden i sit arbejde. Men økonomien hang ikke sammen, så han cyklede dagligt fra Tåstrup til Nørrebro og tilbage igen.
Til sidst blev han ansat som chauffør i sin svigermors firma. Hans hustru Jeanette passede telefonen. De arbejdede sammen i mange år. De fik sønnerne Daniel og senere David. Ægteskabet var stormfuldt, og de blev skilt med hårde konflikter om børnene.
En sørgmodig dag og et tragisk farvel
Henrik og jeg havde ofte joket om at overnatte på Sprogø. Vi talte også om navne til min søn. Da jeg sagde, han skulle hedde Victor med K, svarede Henrik straks: "Kikter!" – og vi grinede længe.
Men jeg husker en biltur, hvor jeg kiggede i bakspejlet og så hans øjne – de var sørgmodige. Kort efter, i 2005, tog Henrik sit eget liv.
Jeg blev ringet op af min nevø Daniel, 14 år gammel. Han sagde: “Onkel Mogens, jeg tror, far er død.” Henrik havde lagt en seddel i entréen med besked om at ringe til mig. Da Daniel gik videre ind, fandt han sin far – nøgen, livløs, med vandet løbende i vasken.
Henrik havde taget morfinpiller fra vores mors efterladte medicin, lagt rene lagner på sengen og skrevet afskedsbreve – et til mig og et til sine drenge. Han faldt om på vej mod sengen. Daniel ringede 112, og jeg kørte alt hvad jeg kunne. På hospitalet fik vi tage afsked med stearinlys og alt det, der hører til.
Brevet til mig begyndte med “UNDSKYLD” – en intern joke mellem os – og fortsatte med: “Jeg kan bare ikke mere. Tag dig godt af min dreng. Kærlig hilsen, Henrik.”
Brevet til børnene understregede, at intet var deres skyld. Han elskede dem meget højt. Daniel, hårdt ramt, følte sig nu tvunget til at bo hos en mor, han ikke havde det godt med.
Henriks økonomi var i opløsning – internet og el var opsagt. Og min mor, der plejede at hjælpe, var død tre år før. Han så ingen anden udvej.
Et rigt liv – trods alt
Vi lavede meget sammen – blandt andet et fiktivt firma: Dansk Flytningehjælp. Vi hjalp venner med at flytte og narrede hinanden med tunge kasser eller uønskede ting.
Engang stjal vi jernbanesveller og transporterede dem med en varevogn, som Henrik måtte sparke døren op indefra på – midt om natten. De blev brugt til brænde hos Henriks svigerfarmor.
Vi stjal også en rigtig grøn københavnerbænk og en tandlægestol som housewarminggaver til Ole. Henrik hentede også en sær cykel lavet af savklinger i snestorm – iført militærtøj, fordi han var medlem af Hjemmeværnet. Cyklen efterlod mærker i gulvet, men vi elskede de skøre projekter.
De sidste år og en mors farvel
Da vores mor fik kræft og vidste, hun kun havde få måneder tilbage, lavede vi en liste over ting, hun gerne ville nå – en slags bucket list. Vi gjorde det hele: svæveflyvning, faldskærm, dykning, massage, Mols i efterårsfarver og en tur til Læsø i lånt sportsvogn.
Hun fik også hjælp til at dø – det havde jeg lovet hende. Og det blev de samme morfinpiller, som Henrik brugte tre år senere.
Henrik – et godt menneske
Henrik var gavmild og kærlig. Når han kørte lastbil, gav han små julegaver til sine kunder – betalt af egen lomme. Han købte gaverne hos min ekskones mand Pete, der lavede smukke lysestager. Det var ikke billigt, men Henrik gjorde det alligevel.
Han var et godt menneske. Han efterlod os alt for tidligt, men med et hav af minder, grin og kærlighed.
Kommentarer
Send en kommentar