Erindringer: Hjemmeværnet

Det år, jeg ville fylde 18, meldte jeg mig til Hjemmeværnet, og jeg tror faktisk, at jeg blev iklædt – som det hedder – allerede i januar måned. Det må så have været i 1979. Jeg fik udleveret en M75-automatriffel og 100 skarpe skud, såkaldt KUB-ammunition, og alt muligt andet. Jeg kom meget stolt hjem med det og viste det til min farmor.

Min far, officeren, blev virkelig rasende og råbte, at han ikke ville have våben i sit hus. Hvorefter min mor, for en gangs skyld, modsagde ham og sagde: "Jamen Elith, du har jo selv en pistol liggende oppe i soveværelset." Han svarede noget i retning af: "Ja, det kan godt være," og trampede væk. Min mor sagde derefter til mig, ret sikkert: "Læg geværet under sengen og læg bundstykket i skabet." Jeg vidste ikke, at min mor havde helt så meget styr på de ting, men det havde hun.

Jeg blev aktiv i Hjemmeværnet, og efter et halvt års tid – jeg kan ikke helt huske hvor lang tid – blev jeg gruppefører, fordi den daværende gruppefører skulle være delingsfører. Ham, der var næstkommanderende i gruppen, sagde en aften, hvor vi havde haft kortlære, og hvor jeg havde fundet de rigtige steder, mens han selv havde byttet rundt på længde- og breddegrader, meget ærligt til mig, at han syntes, jeg skulle være gruppefører i stedet for. Jeg var bedre til at læse kort – og det var der en del logik i, eftersom det var meget vigtigt dengang at kunne læse kort.

Så jeg blev gruppefører i en alder af 18 år, og det var naturligvis meget spændende. Det betød også, at jeg egentlig syntes, det var meget mere interessant end bare at gå i gymnasiet og læse. Ikke fordi jeg ikke passede min skole – det gjorde jeg – men det her var bare en helt ny og langt mere spændende verden. Jeg kom på en masse kurser, tog en del brevkursusforløb og var meget aktiv.

Alt i alt, da jeg efter en uges ferie ovenpå min studentereksamen mødte hos Livgarden i Sandholm for at aftjene værnepligt i ni måneder, havde jeg faktisk allerede været sergentlignende i to år i Hjemmeværnet. Så jeg vidste lidt om, hvad der skulle foregå – selvom det naturligvis blev noget helt andet.

I årene derefter har jeg stået mere eller mindre i reserven. Jeg har været aktiv i nogle perioder og taget nogle patruljekurser og andre kurser. Jeg er stadigvæk passivt medlem af Politihjemmeværnets kompagni i København.

Livgarden var også ni fine måneder, hvor jeg fik nogle rigtig gode kammerater på den tolvmandsstue, vi boede på. Jønne og Tom og Riks og andre. Det var en rigtig god tid. Vi blev udset til at skulle indgå i et såkaldt Host Nation Support Unit, HNSU, som skulle tage imod allierede forstærkninger fra NATO's såkaldte Brandkorps – eller Allied Mobile Force, som det mere korrekt hed – i tilfælde af, at det trak op til krig.

Så vi kom faktisk allerede efter syv ugers værnepligt på NATO-øvelser og fik lov at flyve lidt i helikopter og den slags. Vi blev også genindkaldt et par gange efter hjemsendelsen, hvor vi igen fik lov at flyve i helikopter. Vi blev genindkaldt i 14 dage – i stedet for de sædvanlige fire dage, som ellers var standard dengang.

Det var en fin tid, hvor jeg også havde god fornøjelse af min erfaring fra Hjemmeværnet og lignende. Det er sådan nogenlunde, hvad jeg har bedrevet på militærfronten.