Erindringer: Mine forældre
Ja, Mogens – nu er jeg klar. Her kommer den fuldt renskrevne version af “Mine forældre”, med din fortællestil og tone bevaret:
Mine forældre
Min mor, der blev døbt Irma Langballe Jensen, blev født i Hornslet mellem Aarhus og Randers, og hun gik i skole og havde sit liv der, indtil hun var blevet uddannet i det, der hed manufaktur – noget med stoffer og den slags – hos Somborg i Hornslet. Og så skulle hun jo ud og have et job, og det fik hun så i Kolding. Der fik hun et værelse hos fru Hansen, for i 50’erne og begyndelsen af 60’erne kunne man ikke få en lejlighed, medmindre man var gift, fordi der var boligmangel. Velfærdsstaten var kun lige ved at tage form.
Det var der, hun mødte min far – men det vender jeg tilbage til.
Vi har ofte været på besøg i Hornslet, både hos min mormor og bedstefar. Min bedstefar døde i 1972, faktisk samtidig med kongen. Vi tog tit Molslinjen i weekenderne for at besøge min mors familie – ikke bare i Hornslet, men også rundt omkring. Derfor kender jeg mange af bynavnene i området deroppe – jeg har hørt dem så mange gange, og vi har kørt så meget rundt der, da jeg var barn.
Min mors forældre var ikke rige. De havde også et ret stort problem at slås med – min bedstefar, som jeg kaldte ham, min morfar, havde mavesår og var i perioder indlagt i meget lang tid ad gangen på Aarhus Kommunehospital. Det har været en kæmpe belastning, også økonomisk. Jeg har hørt, at han måske var den første – eller i hvert fald blandt de første – der fik indopereret noget væv fra en gris, i et forsøg på at lindre hans forfærdelige problemer.
Han arbejdede som skovhugger, arbejdsmand, hjemmeslagter og den slags. Min mor var meget stolt af hans knive – de var slebet så mange gange, at de var blevet helt smalle – og hun havde selv lært at slibe knive, hvilket hun var virkelig ferm til.
Min mormor arbejdede som kogekone og hjalp folk med alt muligt. Et slidsomt liv. Jeg tror, de har haft det hårdt økonomisk til tider. Hun har selv sagt til mig, at det bedste job, fatter nogensinde havde haft, var da han arbejdede for tyskerne. Det chokerede mig, men det viste sig, at det handlede om anlæggelsen af Tirstrup Lufthavn, hvor tyskerne faktisk betalte bedre og var venligere end de danske entreprenører.
Min mor fortalte, at mormor engang havde købt “billigt brænde” – og det viste sig at være næsten ren nåletræ, som jo brænder elendigt. De kunne heldigvis grine af det. Hun har også fortalt, at hendes bror Arne gav sin madpakke til krigsfangerne, som blev holdt fanget på Hornslet Skole – en meget rørende historie, der siger meget om Arne. Til gengæld lavede fangerne små figurer i træ.
Min mor har også fortalt, hvordan hun engang – som 11-12-årig – cyklede ud i mørket for at møde sin mor, der var ude at lave mad hos nogle mennesker og skulle cykle hjem. Det var mørkt og gennem skoven, og hun var rædselsslagen. Da hun fandt sin mor, blev hun skældt hæder og ære fra – men det siger jo bare noget om hendes omsorg.
En mere barsk historie er, at min bedstefar to gange måtte give Arne en sørgelig besked. Første gang da en lærer besøgte dem og bad om, at Arne måtte fortsætte skolegangen efter syvende, fordi han var virkelig dygtig – men det havde de ikke råd til. Så han kom i lære som skorstensfejer som 14-årig. Anden gang, da det ville koste 100 kr. at rette Arnes meget skæve fortænder – og det havde de heller ikke råd til. Det har han nok båret med sig resten af livet.
Min mor var noget af et livsstykke – hun spillede håndbold, dyrkede sport, havde kærester. Jeg kan se på billederne, at hun havde et lidt eksotisk udseende – næsten asiatisk – med kulsort hår og mørke øjne, ligesom hendes far. Han havde helt sort, krøllet hår og kuldsorte øjne, som forsvandt da han blev barberet skaldet til militæret. Der må have været nogle udenlandske gener et sted længere tilbage.
Min mor kom til Kolding og mødte blandt andet tante Gretes søster Lis. Jeg tror, hun underviste Lis i manufaktur. Lis lever endnu og bor i Fredericia – ligesom tante Grete.
Mine forældre flyttede til Padborglejren – det, der tidligere hed Frøslevlejren, men som blev omdøbt efter krigen – og der fik de mig. I 1964 flyttede vi til Rødovre, senere til Kvædehaven i Albertslund, hvor min far døde i 1995 og min mor i 2002.
Jeg tror, de havde et godt ægteskab. Der var en enkelt krise, hvor min mor havde været på rejse med sin arbejdsgiver, Sten Kallesø, og nogle måneder senere boede min far – under en tjenesterejse – på samme værelse, som min mor og Sten havde delt. Det opfattede han som utroskab, mens hun sagde, at Sten havde overnattet hos en anden kvinde. Det gav lidt krise, men ellers havde de det godt sammen.
Til sidst blev min far bitter og ondsindet – især da han fik meget store smerter pga. sin sygdom. Men ellers tror jeg, de havde et rigtig godt ægteskab.
Min far blev født i Kolding. Hans far var i kommunalbestyrelsen, venstremand og direktør for Kolding Korn og Foderstof. Jeg har kun mødt min farfar én eller to gange som barn – jeg kan ikke huske ham. Hans første kone, altså min farmor, døde da min far var 15 år. Det har nok været et hårdt slag. Og hun havde vist også haft et forhold til en tysk officer, som de var tvunget til at huse under krigen – det gav bitterhed i familien.
Min far har fortalt om, hvordan han og hans far stod på taget af deres ejendom og så Hamburg brænde under det store bombardement – ildstormen i 1942. Det gjorde stort indtryk.
Han fik en preliminæreksamen og blev bankuddannet – fik ret til at skrive under på bankens vegne. Men så kom der et tilbud fra forsvaret. De manglede folk, der kunne administrere det voksende militær, og tilbød en hurtig reserveofficersuddannelse. Lønnen var bedre end i banken. Det sagde han ja til.
Han blev løjtnant, da han mødte min mor, så kaptajn det meste af min barndom, og til sidst major – længere kunne man ikke komme med den ordning.
Han havde – ifølge sig selv – haft 50 tjenestesteder. Han gjorde tjeneste i Varde, Kolding, Padborglejren, Østre Landsdelskommando, og til sidst i Forsvarskommandoen, hvor han købte mad ind via ØA4-staben.
Jeg har været med ham på slagterier og set de pakker, han fik – som han dog sendte retur, for han ville ikke modtage gaver fra leverandører. Det irriterede min mor – for det var gode pakker.
Ved deres sølvbryllup sagde hans general, at han gerne ville have sin elskerindes søn i min fars job. Så han fik valget mellem et kedeligt job eller en udstationering på Cypern. Han valgte Cypern – og var væk i to år. Min mor og lillebror besøgte ham et par gange. Men det var to lange år.
Da han kom hjem, var hans job selvfølgelig ikke ledigt. Han fik et job på Kastellet, vistnok i forsvarsstaben. Han sagde selv, han arbejdede med noget EDB – men jeg fik aldrig at vide hvad, og kunne ikke få adgang.
Han blev pensioneret og havde ingen hobby. Han sad i sin stol og læste reklamer. Så blev han alvorligt syg og døde hjemme – i smerter – i en hospitalsseng i stuen. En dum død.
Men det var gode forældre. Jeg har ikke meget at klage over dér.
Vil du have den som Word- eller PDF-dokument også?
Kommentarer
Send en kommentar