Erindringer: Polterabends
Polterabends
Min lillebror, Ole og jeg – og flere andre – havde en periode, hvor vi lavede ret vilde polterabends for folk, der skulle giftes. Jeg selv blev også udsat for en ganske hård én, da jeg skulle giftes med en ung kvinde.
Jeg blev iført pyjamas og skulle aflevere et brev til mig selv – et brev min ven Dan havde skrevet. Vi smed det i postkassen, mens jeg, stadig i pyjamas, fulgte med de andre ned mod byen. Dengang boede vi i Malmøgade på Østerbro.
Der blev drukket og spist rigeligt, og jeg blev virkelig, virkelig fuld.
Senere, da vi var hjemme igen, fremtryllede Ole – på en måde jeg aldrig helt har forstået – en hjemmelavet konstruktion, han selv havde lavet. Han havde fået fat på en kuglestødningskugle på 9 kilo og monteret en tung kæde på den, afsluttet med metalringe, der kunne spændes om min ankel. Og så satte han ikke bare én, men to hængelåse på. Nu havde jeg altså en kugle at slæbe på.
Han havde selvfølgelig målt min højde på forhånd, så kæden var lige akkurat lang nok til, at jeg ikke bare kunne løfte kuglen op og gå med den – jeg måtte vralte foroverbøjet og krampeagtigt.
De lod mig stå nede på gaden med kugle og kæde – stadig i pyjamas og meget beruset – mens de gik op i lejligheden for at drikke øl. Egentlig skulle de bare lade mig svede lidt og så hente mig op igen.
Men jeg havde andre planer.
Da de kom ned, var jeg væk.
Jeg husker kun svagt, hvordan jeg kom over hegnet til Østre Anlæg, som lå lige ved siden af. Om jeg smed kuglen over først og selv fulgte efter, ved jeg ikke. Jeg kan kun huske, at jeg lå under en busk og gemte mig – nok i et eller andet instinkt for at undgå at blive fundet. Jeg skulle i hvert fald ikke samles op af dem igen, tænkte jeg åbenbart i min kæmpe brandert.
Ole tog på et tidspunkt sine hvide murerbukser af, fordi han tænkte, at han var mindre synlig sådan. Han har nok også været godt fuld. Han listede rundt i Østre Anlæg for at finde mig – men blev så set af et par, der var ude at lufte hund og synes, det var temmelig mærkeligt med en mand i underbukser, der sneg rundt i buskene. Det har vi grinet meget af siden.
De kunne ikke finde mig og begyndte at frygte, at jeg var faldet i en af søerne med kuglen om benet.
De gik op i lejligheden for at tænke sig om – og da de kom ned igen, stod jeg med hovedet hvilende på kølerhjelmen af en Volvo og snorksov.
De fik mig hjulpet op.
Nøglen og postboksen
Næste morgen vågnede jeg – stadig med kuglen spændt fast til anklen. Men der var kommet et brev. Dengang kunne man stole på Postvæsenet, og det brev, jeg havde sendt til mig selv dagen før, var nu blevet leveret.
I brevet lå en nøgle. Ikke til hængelåsene – nej, nej. Men til en boks på Nørreport Station.
Så med voldsomme tømmermænd måtte jeg slæbe mig ind til Nørreport, finde boksen og låse den op. I boksen lå nøglen til hængelåsene. Endelig kunne jeg få den forbandede kugle af – en kugle, jeg stadig ejer og slæber med mig fra sted til sted, som man siger.
Flere legendariske polterabends
Vi lavede også en polterabend for min gode veninde Ellens mand, Charlie. Han blev spændt fast på et fakirbræt og kørt rundt i København, hvor vi udsatte ham for diverse oplevelser, han ikke havde set komme.
Min lillebror fik også en god en – inklusiv kolde bade og alt det, vi ellers kunne finde på.
Vi var ret legendariske for den slags pranks.
Kommentarer
Send en kommentar