Erindringer: Roholm, Bordings Friskole med mere

Jeg startede i 1968 på Roholmskolen – vel at mærke den gamle, oprindelige Roholmskole i Albertslund. Det er så mange år siden, at vi faktisk det første år også gik i skole om lørdagen nogle få timer. Der var relativt godt styr på tingene: Vi stillede pænt op i skolegården og gik så ind i klasseværelserne klassevis sammen med læreren, og der var generelt en god ro.

Jeg klarede mig godt og var generelt nummer ét i alle fag – i hvert fald indtil 6. klasse, hvor Inge, som havde gået i skole i Japan, fordi hendes far var udstationeret der for FN, kom ind i klassen. Hun var dæleme dygtig. Men indtil da var jeg absolut med helt fremme i alle fag. Det resulterede også i, at jeg ofte fik lov til at arbejde forud, for ikke at kede mig for meget. I regning og matematik fik jeg typisk lov til at være et halvt år forud eller mere, hvor jeg bare sad selv og gennemgik de forskellige regnestykker.

Dansklæreren Steffen Winter Jensen lånte mig også nogle af sine egne bøger – Peter Most og hvad han ellers kunne finde frem derhjemme – så jeg fik lidt flere udfordringer i klassen. Det var også ham, der underviste mig i blokfløjte i nogle år. Så alt i alt klarede jeg mig fint.

Desværre gik der et eller andet galt omkring 4. eller 5. klasse, hvor nogle af de stærke piger i klassen begyndte at mobbe mig. Jeg ved ikke hvorfor, men de kaldte mig konsekvent grimme ting, og jeg fik ret lavt selvværd. Man tror jo så, at man faktisk er grim. Jeg brugte meget tid på at kigge i spejlet for at finde ud af, hvor grim jeg egentlig var. Jeg blev meget sky og holdt mig væk fra de andre. Drengene gad jo heller ikke lege med mig i 5.–7. klasse, fordi de førende piger ikke ville have det. Det var nogle ensomme år, som jeg brugte på at læse rigtig meget – både bøger fra biblioteket og alle de bøger, min far fik via Bogklubben Union. Men ja, det var ensomme år.

I slutningen af 6. klasse tager mine forældre så fat i mig. De vidste ikke, at jeg blev mobbet – det talte man ikke om dengang – men de syntes ikke, jeg lærte nok. De havde talt med naboerne Petersen, som kendte nogen på Frederiksberg – familien Grif – hvor sønnen Michael Peter Grif gik på noget, der hed Bordings Friskole. Det var, som de sagde, en rigtig god skole og en rigtig god klasse. De spurgte mig meget forsigtigt, om jeg kunne have lyst til at starte der, og det kunne jeg jo godt. Jeg tror, de blev lidt forbløffede over, hvor hurtigt jeg sagde ja tak. De havde nok regnet med, at jeg ville være ked af at miste legekammerater og sådan, men jeg havde jo ikke noget at miste.

Jeg kom til en testsamtale med det, der skulle blive min klasselærerinde, Karen Sejlung, og det gik fint. Men eftersom jeg ikke havde haft tysk, og det havde de haft et år i den klasse, jeg skulle ind i, så fik jeg en tysklærerbog med hjem til sommerferien – fra 6. klasse. Jeg kan huske, at jeg prøvede at læse lidt i den på Samsø, men det blev ikke til så meget.

Jeg starter så på Bordings Friskole – det må have været i 1974 – og jeg var meget nervøs. Både fordi jeg troede, jeg var grim, og fordi jeg var vant til at blive mobbet. Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg bliver passet op af to gutter, hvor den ene lignede en plastikrocker, og den anden var meget stor. Det viste sig at være Michael Peter Grif og hans gode kammerat Karsten Nørgaard Møller. De spurgte, om jeg var ham den nye, og da jeg sagde ja, sagde de, at de havde fået besked på at tage sig af mig. Og det gjorde de. Jeg vil sige, at de følgende fire år – for jeg tog 1., 2. og 3. real efter 7. klasse – var de bedste skoleår i mit liv. Jeg stortrivedes.

Der gik et stykke tid, før jeg troede på, at de mente det pænt, og at de ikke syntes, jeg var grim. Det var faktisk først på en kanotur langt oppe i 2. real, at jeg tog mig sammen til at fortælle Mette Dahl om det, og hun fortalte mig, at jeg da ikke var grim. Så det var en fantastisk klasse og en rigtig god skole at komme ind i. Det havde en enorm betydning for mig.

Jeg kunne dog ikke helt følge med fagligt – især pigerne havde haft en meget bedre undervisning. Min mor sagde på et tidspunkt, at hun aldrig havde set mig arbejde så hårdt som i 7. klasse, for bare at prøve at catche op – selvom jeg som nævnt havde været godt med på Roholmskolen.

Jeg glemte at fortælle, at vi efter et par år på den gamle Roholmskole flyttede over på den nye, enplans, kæmpestore, moderne ægte 70’er Roholmskole. Nu ved jeg jo, at skolerne dengang blev bygget på den måde – med meget brede gange og lignende – fordi de skulle kunne fungere som nødhospitaler i tilfælde af krig. Men det var en meget anderledes skole i forhold til den gamle og lidt hyggelige Roholmskole.

Efter realeksamen, som var udmærket, kom jeg på Rysensteen Gymnasium – i øvrigt sammen med Bia Villadsen, som ville være sproglig, mens jeg gik på matematisk-fysisk. Gymnasiet gik fint i 1. G, nogenlunde i 2. G, men slet ikke i 3. G. Jeg kom ud med ret dårlige karakterer og var i det hele taget ikke så motiveret. Jeg havde også fået en anden kæmpestor interesse, nemlig Hjemmeværnet, som jeg var uhyre aktiv i og brugte meget tid på. Og så var der kæresterne.

Alt i alt – det var der, hvor jeg holdt op med at være mønsterelev.

Så var der et år i Livgarden, som jeg altid kan vende tilbage til, og så mit år på Louisiana State University, hvor jeg egentlig ikke havde planer om at læse computer science, men min gudmor Ellen mente, at det skulle jeg, fordi der var fremtid i det. Og det havde hun jo evigt ret i.

Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke komme ind på datalogi, men blev optaget på polit-studiet, hvor jeg var i fire år, men ret hurtigt begyndte at få EDB-jobs rundt omkring. Først på Statens Byggeforskningsinstitut, hvor jeg skulle sidde og kode på en af de allerførste IBM-PC’er. Så på Hanum, hvor jeg lavede en analyse for regnskabschefen af det farmakologiske institut. Jeg fik også et job i Grønlandsministeriet, hvor jeg skulle se på, hvor mange penge grønlænderne skyldte i ikke-betalt husleje ved overgangen til selvstyre.

På et tidspunkt skaffede Ole Eretius – som jeg boede på køkken med på Rigshospitalets Kollegium – mig et fuldtidsjob i det firma, han arbejdede i, som hed Uniras. Der blev jeg ansat som technical writer. Det fungerede ikke særlig godt – jeg var ikke god til det – selvom min fantastiske chef Michael Møller gjorde, hvad han kunne. Så efter et år søgte jeg ind som EDB-mand i Sparekassen SDS. Jeg fik jobbet og startede 1.–2. januar 1987, og var der frem til 1990, hvor jeg skiftede til Oracle Danmark.

Jeg havde arbejdet med Oracle-databasen og – sammen med min kontorkollega Mogens Egan – stiftet den danske Oracle-brugergruppe og i det hele taget fået netværk og erfaring med deres produkter. Så jeg starter i cirka september 1990 i Oracle Danmark.

Jeg ville også gerne væk fra Sparekassen SDS, fordi den var blevet slået sammen med Privatbanken og Handelsbanken i en stor fusion – det, der blev til Unibank, som i dag er Nordea. Det så ud til, at de ting, vi havde arbejdet med – relationsdatabaser, moderne PC’er, netværk og lignende – ikke var noget, man ville fortsætte med i den nye konstellation. De to andre banker var meget bagud og stærkt bundet op på ældre IBM-teknologi.

Så jeg blev supporter i Oracle Danmark og var der i 10 år indtil 2000. Jeg endte som chef for Premium Services, som jeg selv fik lov at starte op. Da Premium Services blev nedlagt globalt, havde jeg en kort overgang som slags salgschef for presales-folkene i Oracle – og det var meget kedeligt.

Så spurgte Lasse, om vi ikke skulle lave et firma sammen – og det gjorde vi. Firmaet blev Miracle. Det blev en stor succes, men det endte desværre skidt for mig i 2013, hvor jeg blev fyret af Lasse og bestyrelsesformanden.

Derefter lavede jeg et firma sammen med Ole Eretius – hans idé – et firma, der hed Fair & Square. Det gik okay, men vi lukkede det efter nogle år. Så lavede jeg et firma, der hed CIMA – det gik skidt. Det blev det sidste… nej, ikke helt. Jeg lavede også et firma sammen med Christine Gougeau, der hed Nordic Data Intelligence (NDI), som vi så lukkede efter et par år, fordi der ikke rigtig var fremgang i det.

Efter det havde jeg forskellige småjobs: Jeg arbejdede i Herlev Kommune i tre måneder med at udlevere grej til folk. Jeg arbejdede i Corona-hotline ude i Jonstrup Lejren. Jeg arbejdede kortvarigt hos Statens IT. Og jeg var lidt inde hos GEUS for Statens IT.

Men jeg ender så med at få et fast arbejde som IT-medarbejder i Trafikstyrelsen – hvor jeg er i dag.