Mogens Mange Historier

Jeg blev født den 4. maj 1961 i Padborg i Sønderjylland. Min far var officer og var udstationeret der. Vi boede i en lille rød tjenestebolig uden for lejren. Jeg har ikke så mange erindringer fra den tid, for vi flyttede nogle få dage før, jeg fyldte tre år. Det vil sige, at vi i 1964 flyttede til en anden tjenestebolig, nemlig på Korsdalsvej 84 i Rødovre – lige over for det daværende hovedkvarter for Irma-supermarkedskæden. Der boede vi, indtil jeg skulle starte i skole, og det har så været i 1968. Da flyttede vi til det nordøstlige Albertslund – til Kvædehaven 37 – hvor jeg så voksede op. Der boede jeg også, mens jeg gik i gymnasiet og efterfølgende, mens jeg aftjente min værnepligt i Livgarden. Efter Livgarden, hvor jeg var fra 1981 til 1982, rejste jeg til USA – til Louisiana State University – fordi min gudmor og hendes familie i Texas tilbød at betale for et års ophold for mig der. Jeg kom tilbage i 1983, efter at have læst computer science som hovedfag. Men jeg havde ikke go...

Jeg startede i 1968 på Roholmskolen – vel at mærke den gamle, oprindelige Roholmskole i Albertslund. Det er så mange år siden, at vi faktisk det første år også gik i skole om lørdagen nogle få timer. Der var relativt godt styr på tingene: Vi stillede pænt op i skolegården og gik så ind i klasseværelserne klassevis sammen med læreren, og der var generelt en god ro. Jeg klarede mig godt og var generelt nummer ét i alle fag – i hvert fald indtil 6. klasse, hvor Inge, som havde gået i skole i Japan, fordi hendes far var udstationeret der for FN, kom ind i klassen. Hun var dæleme dygtig. Men indtil da var jeg absolut med helt fremme i alle fag. Det resulterede også i, at jeg ofte fik lov til at arbejde forud, for ikke at kede mig for meget. I regning og matematik fik jeg typisk lov til at være et halvt år forud eller mere, hvor jeg bare sad selv og gennemgik de forskellige regnestykker. Dansklæreren Steffen Winter Jensen lånte mig også nogle af sine egne bøger – Peter Most og hvad han el...

 Tak, Mogens – her kommer den renskrevne udgave af teksten. Jeg har rettet navnet til Ann , som du noterede, og bevaret alt andet i fuld længde og med respekt for dine ord og fortællestil. Kun sproglige uklarheder og upræcise formuleringer er glattet ud: Min første rigtige kæreste var Ann, som jeg var kæreste med i 1. og 2. G. I 3. G var jeg kæreste med min ven Dans lillesøster. Jeg gik i 3. G, som sagt, og hun gik i 1. G inde på Rysensteen Gymnasium, hvor jeg gik fra 1978 til 1981. Mens jeg var i USA, var jeg kæreste med Janne – det staves J-A-N-N-E. Hun var fra El Salvador. Og da jeg kom hjem og flyttede på Rigshospitalets Kollegium, endte jeg med at blive kæreste med Ninon, som jeg blev gift med nogle år senere. I 1997 blev jeg gift med Laila, og i 2004 med Anette. Og så endelig i 2021 med Sonja. Der har også været et femte ægteskab, men det var, fordi Anette og jeg var nødt til at gifte os pro forma igen. Det var, mens jeg var kæreste med Catrine Boel – som jeg i øvrigt ha...

Min tid i Sparkassen SDS – cirka tre et halvt år – var rigtig god. Jeg så et jobopslag, hvor de søgte en supporter til noget, de kaldte BSF – brugerservicefunktionen. Der var et telefonnummer til chefen for BSF, nemlig Poul Fabiansen. Jeg ringede til ham og talte lidt med ham, og han sagde, at jeg skulle sende en ansøgning. Det sagde han faktisk et par gange, men så spurgte jeg: "Må jeg ikke komme ind og se, hvordan I bor?" Han svarede: "Hvorfor det?" Og jeg sagde: "Fordi jeg gerne vil se, om det er et sted, hvor jeg har lyst til at arbejde." Mange år senere fortalte han mig, at han var blevet så forbløffet over min frækhed, at han bare sagde ja. Så jeg cyklede med det samme fra Malmøgade og ind til Vesterport, hvor Poul Fabiansen og hans medarbejder, Mogens Egan, sad og talte med mig i et mødelokale i to timer. De var meget imponerede over, at jeg drak en masse, uden at jeg skulle på toilettet. På et tidspunkt, hvor samtalen nærmede sig slutningen, o...

Oracle Danmark var også en god arbejdsplads for mig. Jeg var der i 10 år og oplevede en hel masse. Jeg startede som almindelig supporter for kunder, der kørte på VMS – det vil sige, at jeg skulle supportere alle produkterne, der kørte på en VMS-maskine, sammen med Margrethe Voresø. Nogle år senere, måske i 1994, blev jeg teamleder – gruppeleder for databasesupport – da man omorganiserede supporten i tre dele: databasesupport, tools-support og desktop-support. Jeg blev chef for databasegruppen, som kom til at bestå af en række folk, hvoraf mange fulgte mig videre senere. Peter Gram, Michael Møller – som tidligere havde været min chef i Universe – og flere andre. Jeg tror, vi endte med at være omkring 10 personer i databasesupport. I 1997 spørger jeg så min chef, Jannik Ohl – der virkelig var en fremragende leder – om han ikke havde noget sjovere, jeg kunne kaste mig over. Han nævnte, at der var blevet skrevet ud fra hovedkontoret, at alle lande skulle etablere en afdeling for Premium...

Da vi startede Miracle, begyndte vi planlægningen midt i år 2000. Jeg talte med nogle af mine tidligere medarbejdere fra Premium Services – Peter Kram, Torben Holm og så videre – om de ville med over i Miracle, og det ville de gerne. Vi endte med at bruge min garage på Kratvej 2 som hovedkvarter, hvor jeg fik 5.000 kr. i leje om måneden. Og det var jo også med til at sætte rammen for en virksomhed, der startede i en garage – ligesom historierne fra Silicon Valley. Vi startede som syv personer, og så kom Annette med over en måned eller to senere, så vi var otte. Det betød, at vi stod med en temmelig stor økonomisk belastning, netop som der kom en krise i IT-verdenen, nogenlunde samtidig med, at vi startede. Men det gik. Vi havde overskud fra første måned, og det havde vi faktisk i alle årene. Der var enkelte måneder med underskud, men samlet set havde vi overskud frem til 2013. I begyndelsen var jeg teknisk direktør, og Lasse var administrerende direktør, så vi kunne fremstå lidt ser...

Det år, jeg ville fylde 18, meldte jeg mig til Hjemmeværnet, og jeg tror faktisk, at jeg blev iklædt – som det hedder – allerede i januar måned. Det må så have været i 1979. Jeg fik udleveret en M75-automatriffel og 100 skarpe skud, såkaldt KUB-ammunition, og alt muligt andet. Jeg kom meget stolt hjem med det og viste det til min farmor. Min far, officeren, blev virkelig rasende og råbte, at han ikke ville have våben i sit hus. Hvorefter min mor, for en gangs skyld, modsagde ham og sagde: "Jamen Elith, du har jo selv en pistol liggende oppe i soveværelset." Han svarede noget i retning af: "Ja, det kan godt være," og trampede væk. Min mor sagde derefter til mig, ret sikkert: "Læg geværet under sengen og læg bundstykket i skabet." Jeg vidste ikke, at min mor havde helt så meget styr på de ting, men det havde hun. Jeg blev aktiv i Hjemmeværnet, og efter et halvt års tid – jeg kan ikke helt huske hvor lang tid – blev jeg gruppefører, fordi den daværende gru...

Mine år på Rigshospitalets Kollegium var nogle dejlige år. Det begyndte med, at jeg – med hjælp fra Mette Dahl, som jeg havde gået i klasse med på Borgerdydskolen – kom ind på køkken 6A. Det var et ret kedeligt køkken, lidt dysfunktionelt, uden spiseordning, madklub eller noget som helst fællesskab. Men det var her, jeg mødte Ninong, og vi lavede så vores egen lille madklub, som vi dybest set var de eneste medlemmer af. Ninong var kommet ind på kollegiet som noget, der vist nok hed “flyvende beboer” – altså en, der ikke har fast værelse eller køkken og må flytte rundt alt efter, hvor der er plads. Jeg gik i forbøn for hende hos formanden for ansøgningsudvalget og argumenterede for, at hun skulle have et fast værelse. Det fik hun så. Det var værelse 213, så vidt jeg husker, på køkken 2A. Jeg begyndte også at komme derned, og det var et helt anderledes og sjovt køkken med masser af dejlige mennesker. Jeg blev for eksempel rigtig gode venner med Ole Eretius. Efter nogen tid blev der et...

 Ja, Mogens – nu er jeg klar. Her kommer den fuldt renskrevne version af “Mine forældre” , med din fortællestil og tone bevaret: Mine forældre Min mor, der blev døbt Irma Langballe Jensen, blev født i Hornslet mellem Aarhus og Randers, og hun gik i skole og havde sit liv der, indtil hun var blevet uddannet i det, der hed manufaktur – noget med stoffer og den slags – hos Somborg i Hornslet. Og så skulle hun jo ud og have et job, og det fik hun så i Kolding. Der fik hun et værelse hos fru Hansen, for i 50’erne og begyndelsen af 60’erne kunne man ikke få en lejlighed, medmindre man var gift, fordi der var boligmangel. Velfærdsstaten var kun lige ved at tage form. Det var der, hun mødte min far – men det vender jeg tilbage til. Vi har ofte været på besøg i Hornslet, både hos min mormor og bedstefar. Min bedstefar døde i 1972, faktisk samtidig med kongen. Vi tog tit Molslinjen i weekenderne for at besøge min mors familie – ikke bare i Hornslet, men også rundt omkring. Derfor kender...

Historien om Tante Grete Historien om Tante Grete er en ret sjov historie. Grete blev født i 1938 og var den ældste i en søskendeflok på fire, tror jeg. Hun besluttede sig for, at hun ville læse videre – hvilket holdt hårdt. Hendes far var lidt imod den fine skole, som de andre gik på, fordi han syntes, den var lidt fise fornem. Så blev der oprettet en ny type skole, der hed preliminær , som var en mellemting mellem realskolen (som jeg gik på) og gymnasiet. Jeg ved også, at min far benyttede sig af den nye ordning – han fik også en preliminæreksamen. Men Grete fik altså sin preliminæreksamen, og hun havde også besluttet sig for, at hun ville ikke giftes , fordi hvis man blev gift, betød det, at man blev bundet til et hjem med børn, og så kunne man ikke komme ud og se verden – og det ville hun. Det ender med, at hun efter at være blevet uddannet kontorelev (tror jeg) og have arbejdet hos et energiselskab, blev uddannet som socialrådgiver og brugte sit liv på det. Jeg kan huske som ...

Henrik – en bror, en bilentusiast, en livsglad sjæl Min lillebror Henrik Langball Nørgaard blev født den 9. oktober 1964. Vi var ofte uvenner som børn. Jeg tror faktisk, vi var skide irriterende – vi sad tit og skændtes. Henrik kunne blive meget hidsig, og det forstår jeg egentlig godt. Jeg har sikkert været en pisse irriterende storebror. En gang, da han stadig var lille, tog han en trælastbil – af betragtelig størrelse – der stod på spisebordet i køkkenet og smadrede den ned i min fine tallerken. Det var en af dem fra det stel, min far havde arvet. Havregrød og porcelæn flød ud over det hele. Jeg har nok tirret ham. Han sparkede også hul i min dør og hamrede døren op i hjørnet af mit skrivebord, så jeg kunne se lige igennem den. Jeg dækkede hullerne med klistermærker af pindsvin og lignende. Henrik var født med et talehandicap. En af naboerne – en Basballe fra Hornslet, hvor vores bedsteforældre boede – kunne finde på at drille Henrik og sige, at han "talte tysk", når h...

Polterabends Min lillebror, Ole og jeg – og flere andre – havde en periode, hvor vi lavede ret vilde polterabends for folk, der skulle giftes. Jeg selv blev også udsat for en ganske hård én, da jeg skulle giftes med en ung kvinde. Jeg blev iført pyjamas og skulle aflevere et brev til mig selv – et brev min ven Dan havde skrevet. Vi smed det i postkassen, mens jeg, stadig i pyjamas, fulgte med de andre ned mod byen. Dengang boede vi i Malmøgade på Østerbro. Der blev drukket og spist rigeligt, og jeg blev virkelig, virkelig fuld. Senere, da vi var hjemme igen, fremtryllede Ole – på en måde jeg aldrig helt har forstået – en hjemmelavet konstruktion, han selv havde lavet. Han havde fået fat på en kuglestødningskugle på 9 kilo og monteret en tung kæde på den, afsluttet med metalringe, der kunne spændes om min ankel. Og så satte han ikke bare én, men to hængelåse på. Nu havde jeg altså en kugle at slæbe på. Han havde selvfølgelig målt min højde på forhånd, så kæden var lige akkurat lan...

RHK-spilopper og lignende Ole og jeg har altid været gode til at finde på sjove og kreative ting. På kollegiet lavede vi blandt andet en større operation, hvor vi fyldte Torups værelse med sammenkrøllet avispapir. Hele rummet – fra gulv til loft – blev pakket. Jeg kravlede ud af hans altandør og over altanerne hen til køkkendøren, så der også lå bunker af papir foran hans indgangsdør. Søren – også kaldet Bagmanden – havde hovednøglen til kollegiet, og det var sådan, vi kom ind på Torups værelse, mens han var hjemme i Sønderborg. Som en venlig gestus havde vi sat otte gode øl på et stykke papir lige inden for døren med beskeden: "Velkommen hjem, Torup – vi har savnet dig. Gutterne." Torup anede uråd, da han prøvede at åbne døren. Vi grinede meget, og efter en tur i baren i kælderen – hvor vi tit sad – faldt vi i søvn midt i det tykke lag avispapir. Vi vågnede, da inspektør Jytte stod rasende over os. Døren stod stadig åben, og hun talte om brandfare og alt muligt andet. D...

1. Mirakel Jylland Jeg deltog i en konference i Aarhus, hvor jeg blev kontaktet af en fyr ved navn Anders. Han mente, jeg skulle møde en interessant ven, han havde. Det førte til, at jeg mødte den pågældende i hans virksomhed – et ret sjovt sted med belgiske øl i køleskabet og en god stemning. Han var dog træt af sin nuværende situation og ville gerne prøve noget nyt. Vi mødtes igen på Aarhus Bryghus, og – selvfølgelig ude på toilettet – fik jeg den geniale idé: Vi skulle starte Mirakel Jylland . Jeg tilbød ham titlen "Country Manager, Jylland", hvilket han syntes lød som en country-sang. Men vi blev enige! Vi fik lokaler tæt på Hotel Royal i det centrale Aarhus. En af vores medarbejdere, Thyge fra Nordjylland, foreslog at kalde stedet Geek House – et åbent kontor, hvor både vores egne folk og iværksættere kunne arbejde sammen. Det blev begyndelsen på Mirakel Jylland. 2. Måløv Kirke sat til salg Jeg besøgte Restaurant Molskroen nogle gange og bemærkede en dag et ...

Projekt Arbejdsglæde og mødet med Thyra Frank Historie nummer 16. Jeg blev på et tidspunkt kontaktet af Alexander Kjerulf, der havde stiftet firmaet Projekt Arbejdsglæde . Hans formål var at skabe mere arbejdsglæde og gøre folk gladere på deres arbejdsplads. Han arrangerede hvert år en ret fantastisk endagskonference, hvor forskellige mennesker holdt oplæg om arbejdsglæde fra mange vinkler – ofte med op mod 500 deltagere. Han spurgte, om jeg ville optræde et år, og jeg sagde ja tak. Aftenen før konferencen var der middag i Tivoli for talerne – både danske og internationale. Der mødte jeg konferencieren, den kendte tv-mand Ole Steffensen. Helt spontant spurgte jeg ham, om vi ikke skulle starte mit indlæg med at vise en 17 sekunders nøgenvideo, jeg havde lavet på kontoret tidligere for at opmuntre vores medhjælper Grete. Hun havde nemlig fået en meget trist besked om sin kræftsygdom. Både Alexander Kjerulf og Ole Steffensen syntes, det var en fin idé. Da dagen oprandt, vågnede jeg ...

Wait-interfacet Jeg tror, jeg tidligere har fortalt, at jeg var så heldig at komme på et såkaldt internals -kursus hos Oracle, mens jeg arbejdede der. Kurset blev afholdt i Colorado Springs i et kursuscenter, som Oracle havde dér. Jeg var derovre i alt fire gange for at tage de fire moduler. Kurset var lavet specielt til folk i supportorganisationen, så de kunne lære, hvordan Oracles kildekode så ud og få indsigt i avancerede metoder til fejlfinding. På nærmest en bagtanke nævnte en af underviserne – en gut ved navn Lawrence Toe – at han var faldet over nogle statistikker i nogle interne tabeller i databasen, som så ud til at vise, hvad en bruger, en rapport eller en proces havde ventet på undervejs, mens den kørte. Det vil sige, at systemet kunne registrere, om der på et tidspunkt blev ventet på en lås, senere måske på adgang til hukommelse, og andre gange på data fra disken. Jeg prøvede det, da Michael Thomsen – IT-chef på Færøske Tele – havde et mystisk problem: Alt blev langsom...

Mange år senere, i forlængelse af min historie om bagmanden og Control Risk Group, blev Lasse og jeg svindlet af en fyr af hollandsk oprindelse, der nu boede i Sverige og talte svensk og lignende. Vi blev introduceret til ham af en af mine venner. Vi endte med at tro på ham, og vi fik startet Mirakel Sverige op. Han viste sig at være en komplet svindler, der stak af, efter at vi havde givet ham tillid – og også firmabilen og alt muligt andet. Det endte med, at Lasse og jeg måtte tage over til en eller anden føderation i Malmø og fortælle dem, hvad der var sket og lignende. Væk var han. Jeg kontakter så Control Risk Group , eller rettere: Jeg kontakter Søren, der var chef for antiterrorkorpset AKS på det tidspunkt. Jeg spørger ham, om han har nogle kontakter til Control Risk Group , og det har han – til chefen, som hedder Adam. Jeg får hans nummer af Søren. Jeg ringer til Adam og siger, at jeg har fået nummeret af Søren – så det var okay, at jeg blev accepteret. Og jeg bliver accep...

Jeg havde nogle hobbyer som dreng. Jeg samlede på et tidspunkt på tændstikæsker. Da jeg havde samlet virkelig mange tændstikæsker, klippede jeg forsiderne af dem og satte dem i nogle albums og lignende. Det brugte jeg en del år på. Jeg samlede også lidt på mønter, fordi det gjorde man jo dengang – jeg prøvede at finde alle mulige mønter fra forskellige tider og forskellige lande. Og så samlede jeg også ret meget på frimærker. Takke være en slægtning på min mors side, der arbejdede på et lille posthus, havde jeg mulighed for at få nogle såkaldte førstedagskuverter og nogle firblokke – det vil sige blokke med fire frimærker på. Jeg kan ikke lige erindre, at jeg ellers har haft sådan nogle hobbyer på den måde, men jeg begyndte på et tidspunkt at interessere mig for fritidsudstyr og dermed også lidt militærudstyr. Jeg fik anskaffet forskellige ting i militære genbrugsbutikker og lignende. Jeg begyndte også at gå ud i Vestskoven iført min camouflagejakke – den var vist nok af italiensk opri...